Gå til Indhold

TrygFonden støtter brobygningskoncept i Aalborg

retur
Forskere og politikerne er enige om, at ønsker vi en fremtid med færre unge uden ungdomsuddannelse, skal der sættes ind i folkeskolen - og vel at mærke i en folkeskole, der formår også at løfte de fagligt svageste unge.

Det er baggrunden for, at Center for Samskabelse under Himmerland Boligforening netop har modtaget 420.000 kr. fra TrygFonden til finansiering af det pædagogiske lærings- og brobygningskoncept CrossLearn.

"CrossLearn følger udfordrede unge fra folkeskolens 9. kl. til en ungdomsuddannelse. Brobygningsforløbet støtter håndholdt op om den enkelte elev med en mentorordning - fra folkeskolens klasseværelse, via praksisnære workshops og i form af læringsbesøg i virksomheder til en ungdomsuddannelse. CrossLearn støtter ikke alene op om de faglige og sociale udfordringer hos den enkelte elev, men giver de unge et perspektiv på deres uddannelsesmuligheder. Tidlig indsats giver ikke kun børn og unge mulighed for at overvinde umiddelbare forhindringer, men udstyrer dem også med de værktøjer, de har brug for at kunne klare sig i det lange løb", fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Boligforeningens engagement i projektet skal ses i relation til, at Center for Samskabelse for seks år siden blev etableret i det østlige Aalborg med henblik på at organisere og facilitere den boligsociale indsats med en helhedsplan for bydelen. Målet var at sikre en udvikling med et omdrejningspunkt omkring tryghed og trivsel, uddannelse og beskæftigelse samt målrettet arbejde for at bryde den negative sociale arv. Ole Nielsen siger videre:

"Med et stærkt samarbejdsnetværk mellem ErhvervsNetværk 9220, Tornhøjskolen, Herningvej Skole og Mellervangskolen, ungdomsuddannelserne i Aalborg Kommune og forskellige kulturinstitutioner har vi med stor succes etableret og forankret aktiviteter, der styrker børn og unges trivsel og faglighed med praksisorienterede læringsforløb i fleksible læringsmiljøer i byrummet i dansk, matematik og naturvidenskab. Men også etablering og fastholdelse af forskellige samarbejdsplatforme, der styrker og udvikler børn og unge i deres uddannelsessituation, har været prioriteret højt."

Ét af de pædagogiske brobygningsforløb med stor betydning har været JobLab9220, et sammenhængende læringsforløb i udskolingens 7.-9. årgang. Det er erfaringerne herfra, der nu bliver båret videre i CrossLearn.

Frank Rudolph, der er konsulent i Center for Samskabelse og de seneste seks år har varetaget indsatsområdet 'Uddannelse, beskæftigelse og livschancer', uddyber:

"Målgruppen for brobygningsforløbet er børn og unge med faglige eller sociale udfordringer i deres skolehverdag, der gør, at de har svært ved at gennemføre skolegangen. Der er tale om unge fra socialt udfordrede hjem, der bor i den almene boligsektor og med meget begrænset økonomi og socialt overskud."

Frank Rudolph fortæller, at projektet tager udgangspunkt i Herningvej Skole i det østlige Aalborg. Og han siger videre:

"Uddannelse står som en af de mest kritiske faktorer til at forme et ungt menneskes fremtid økonomisk og socialt. De fleste børn og unge i Danmark lever generelt et godt og trygt liv. Men coronapandemien har sat sine spor fagligt og socialt for særligt de fagligt udfordrede og psykisk sårbare unge. Nye undersøgelser viser en øget mistrivsel blandt 15-19-årige, flere føler sig ensomme og glæden ved at gå i skole eller være på en ungdomsuddannelse er faldet.
Fra øget mistrivsel til faldende gennemsnitskarakterer og et væld af sociale og faglige forhindringer er vejen til at færdiggøre en ungdomsuddannelse blevet mere besværlig. Derfor må vi flytte vores fokus fra blot at reagere på problemer, når de opstår, til proaktivt at gribe ind og tilbyde nye læringsmuligheder i fleksible læringsmiljøer, brobygningsforløb fra uddannelsesinstitution til virksomheder, vejledning, støtte og omsorg, før udfordringerne eskalerer."
Ifølge Frank Rudolph handler det om at pleje den enkeltes potentiale ved at gribe fremsynet ind, længe før problemerne bliver uoverskuelige:

"Vores overordnede mål bør være at sikre, at flere børn og unge gennemfører deres folkeskole- og ungdomsuddannelse med succes og derved styrker deres fysiske, psykiske og sociale trivsel og samtidig skabe et stærkere fundament for deres fremtidige muligheder i livet. Det er afgørende, at deltagere i CrossLearn får oplevelsen af, at de kan lære nyt, samarbejder om at nå et mål og gennemfører et konkret projekt. På den måde tænker vi grundlæggende arbejdet i CrossLearn som en katalysator og en positiv, alternativ vej til at styrke evnen til at mestre livets udfordringer og herunder styrke job- og uddannelsesparatheden. Deltagelsen i CrossLearn kan være den oplevelse, der gør en forskel for børn og unges livschancer i en udfordret skolegang og hverdagsliv."

CrossLearn rummer tre primære aktiviteter, som skal støtte op om og supplere hinanden:

  •  Mentor CrossLearn: En mentorordning med fokus på den enkelte elevs faglige udfordringer og hjælp med skrive-, læse-, regne- og træningsopgaver i dansk og/eller matematik, hvor mentorerne rekrutteres på Aalborg Universitet, lærerseminariet, pædagogseminariet og ergo- og fysioterapiuddannelsen i Aalborg
  • ExamensLab X: I tæt samarbejde med udskolingens lærerteam sættes fagligt udfordrede unge sammen i et læringsforløb, hvor folkeskoleeksamens temaer bliver trænet intensivt i praksisnære workshops efter skoletid og sluttes af med en prøveeksamen kort før den rigtige folkeskoleeksamen
  • CrossLearn:Virksomhed: Et pædagogisk lærings- og brobygningskoncept, hvor de unge gennem supplerende læringsbesøg i virksomheder får kendskab til uddannelses- og erhvervsmuligheder og mulighed for at spejle sig i rollemodeller og se en mening og sammenhæng med det, som de undervises i i skolen og den praktiske verden, de lever i.

"Vores arbejde med børn og unge under 18 år igennem de seneste seks år har vist, at det ikke kun handler om strukturelle og pædagogisk/didaktiske ændringer på skoleområdet. Når vi møder et ungt menneske, der kæmper med udfordringerne i folkeskolen eller på ungdomsuddannelsen, er det altafgørende at anlægge et samlet blik på livssituationen - ikke kun at fokusere på de faglige udfordringer. Vi må se på personlige, familiemæssige og sociale forhold og sammenholde dem i læringsprocesserne. Kun ved at forstå børnenes og de unges udfordringers mangesidede karakter kan vi tilbyde den rette støtte og interventioner", pointerer Frank Rudolph:

"TrygFonden taler netop om, at vejen til forandring på uddannelsesområdet handler om både at ændre store, strukturelle rammer og om at skabe mere lokale forandringer. Lige netop dette kan et unikt og nyudviklet pædagogisk og erfaringsbaseret brobygningskoncept som CrossLearn være med til at skabe. Derfor er vi rigtig glade for, at TrygFonden vil hjælpe os med at gøre en forskel for de unge og deres uddannelses- og livssituation."
 
Navigation

Kontakt os

Tlf: 96 31 52 00

info@abhim.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10:00 - 14:00

Torsdag kl. 10:00 - 17:00
Fredag kl. 10:00 - 13:00


Telefontider


Mandag - onsdag kl. 9:00 - 15:00

Torsdag kl. 9:00 - 17:00
Fredag kl. 9:00 - 13:00


Se alle vores afdelinger

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger