Af Erhverv Norddanmark-formand Rasmus Haugaard, Nyhavnsgade 2, Aalborg, og direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening, Rendsburggade 22, Aalborg
I forlængelse af vores fælles indlæg med advarsel mod at lade boligbyggeriet bremse op vil vi gerne belyse baggrunden med yderligere data.
De indlæg og artikler, som på det seneste har argumenteret imod nybyggeri, er baseret på søgninger på tomme boliger i Aalborg Kommune. Dette er imidlertid misvisende alene på grund af kommunens størrelse og det faktum, at den omfatter både landområder ramt af affolkning og en af Danmarks hurtigst voksende byer.
På markeder for udlejning er BoligPortal suverænt Danmarks største markedsplads for privat udlejning. Modsat Danmarks Statistik måler BoligPortal på udbud og efterspørgsel på enkelte postnumre, og tallene derfra viser et diametralt modsat billede af behovet for boliger i Aalborg end det, der tegnes af Danmarks Statistik.
For det første er den aktuelle tomgangsprocent for kommunen som helhed lavere, end den var i perioden 2019 til 2022. Ikke så overraskende er tomgangsprocenten højere, jo længere man kommer væk fra postnummer 9000. I de centrale områder er tomgangen lav, og reelt tæt på et minimum, idet der altid vil være tomgang i forbindelse med blandt andet flytning og ombygning.
En anden interessant oplysning er, at der er betydelig forskel i efterspørgslen efter boliger, når man sammenligner på postnummer: I 9000 er der ikke mindre end otte boligsøgende pr. ledigt lejemål. I Nørresundby, Vodskov og Vestbjerg er der cirka seks søgere pr. ledigt lejemål. Og i det øvrige Storaalborg ligger niveauet på fire til fem boligsøgende pr. lejemål.
Når der i yderområderne også kan synes høj efterspørgsel trods mange tomme boliger (jf. Danmarks Statistik), skyldes dette dels at en stor del af de tomme boliger er ubeboelige, dels et lavt udbud af reelle lejemål.
På baggrund af disse fakta ligger det fast, at der ikke er bygget for mange boliger i hverken det centrale Aalborg eller de nærmeste postnumre omkring 9000.
Det handler nok så meget om den rette sammensætning af boligudbuddet. Høj efterspørgsel kombineret med at der fortsat er ledige boliger, underbygger tillige antagelsen om, at der er behov for flere billigere boliger i de centrale postnumre.
Det er ganske afgørende for Aalborgs attraktivitet - både som studieby og i det hele taget - at der er tilgængelige boliger centralt og i nærområderne omkring byen. Det er ét af de konkurrenceparametre, hvor vi i dag faktisk slår Aarhus og København. Mange vælger Aalborg netop på grund af muligheden for at bo centralt til en overkommelig husleje.
Dette må vi ikke sætte over styr.
Det er et politisk ansvar at sørge for, at der er et boligmarked med et stort udbud af gode, betalelige lejeboliger. I erkendelse af at det tager tid at projektere og opføre nye boliger, må der ikke bremses op nu, hvis vi skal sikre et tilstrækkeligt antal boliger i fremtiden.