Gå til Indhold

Almene boliger i foranderlig rolle

retur
Klumme af Ole Nielsen bragt i Nordjyske den 30. september 2023

De fleste er nok klar over, at der for et par uger siden kom nye - foreløbige - ejendomsvurderinger. Det har fået mange op i det røde felt over helt horrible værdiansættelser, mens andre i deres stille sind blot har glædet sig over, at tingene fortsat ser ganske fornuftige ud.

For mig er fokus for disse linjer dog ikke vurderingen af privat ejendom, men de almene boligers rolle i samfundet. Eller rettere: De almene boligers foranderlige rolle i samfundet.

Himmerland Boligforenings udvikling er egentlig et ganske godt billede på det, der er sket over de seneste små 80 år. Fra primært den første årrække at sikre arbejdsklassen gode, betalelige lejeboliger i en fornuftig kvalitet har vi udviklet os til at levere gode hjem til alle samfundslag. Og de seneste år i nok så høj grad at bevæge os fra rollen som boligadministrator til at være en egentlig strategisk byudvikler.

I dag er den fremmelige almennyttige boligorganisation på mange måder den centrale samarbejdspartner for mangfoldige dele af samfundet. Naturligvis handler det først om fremmest om at danne den fysiske ramme om hjemmet for de cirka én million mennesker, der bor alment her i landet. Men samtidig er vi en naturlig og nær partner for den kommunale forvaltning - uanset om det gælder boligsocial indsats, byudvikling, udvikling af den blandede by eller noget helt fjerde.

De almene boligorganisationer har i stigende grad også et nært samspil med både erhvervslivet og foreningslivet. For virksomhedernes vedkommende er vi en solid samarbejdspartner, når de vil indgå i socialt arbejde, tage ansvar og rekruttere medarbejdere lokalt. Og foreningerne finder vi ofte sammen med, når der skal skabes aktiviteter og hverves nye medlemmer.
Det er også værd at nævne den rolle, som almene boligorganisationer kan spille i relation til socialøkonomisk indsats, kulturelle aktiviteter og vidensudvikling sammen med blandt andre universiteter og professionshøjskoler.

Samfundet er i disse år præget af en række overordnede tendenser, som - også - spiller ind på, hvordan vi bor. Én af dem er, at antallet af ældre over 65 år på landsplan ventes at stige med flere end 160.000 personer mellem 2022 og 2030. En konsekvens af dette vil være markant flere ældre i egen bolig - og for manges vedkommende aleneboende. Det sætter de bærende strukturer i velfærdssamfundet under pres. Og samtidig stiller det anderledes og øgede krav til blandt andet den almene boligsektor, hvor vi skal evne at tænke nyt - i tide.

En anden alvorlig problematik er ensomhed. Ikke blot forstået som en følelse af isolation, men en tilstand med negativ indflydelse på fysisk og psykisk sundhed. Også her kan den almene boligsektor spille en vigtig rolle, når der skal skabes og udvikles initiativer, der kan medvirke til at sikre mere livssammenhæng og en større grad af trivsel.

Endelig vil jeg nævne en overordnet tendens i form af de udfordringer, der berører mange af samfundets unge. Også her finder vi mistrivsel, både fysisk og mentalt. Det kræver en koordineret indsats på tværs af sektorer og civilsamfundets aktører - og også her har de almene boligorganisationer en rolle at spille.

Vi har med glæde involveret os stadig mere i den målrettede indsats for at skabe de boligområder og den by, vi alle ønsker at leve i. Vi har engageret os i en mængde givende partnerskaber i bestræbelserne på at udvikle de bedste løsninger sammen - og det er også i fremtiden et sted, hvor man vil finde Himmerland Boligforening.
 
Navigation

Kontakt os

Tlf: 96 31 52 00

info@abhim.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10:00 - 14:00

Torsdag kl. 10:00 - 17:00
Fredag kl. 10:00 - 13:00


Telefontider


Mandag - onsdag kl. 9:00 - 15:00

Torsdag kl. 9:00 - 17:00
Fredag kl. 9:00 - 13:00


Se alle vores afdelinger

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger