Himmerland Boligforening og Aalborg Øst-transformationen modtager nu hæder fra den absolut øverste hylde. Boligforeningen og den internationalt anerkendte Aalborg-model vandt i går aftes den officielle EU-pris "The New European Bauhaus Prizes", som hylder projekter, der skaber positive forandringer og bedre livsvilkår gennem strategisk byplanlægning og socialøkonomiske indsatser.
Verdens øjne er endnu en gang rettet mod Aalborg Øst og Himmerland Boligforening. Torsdag aften vandt Himmerland Boligforening nemlig The New European Bauhaus Prizes, som er en prestigefyldt pris inden for byggeri, miljø og byudvikling i Europa. Formålet med prisen er at hylde projekter, der er særligt eksemplariske for fremtidens byggeri i Europa.
I tæt samarbejde mellem erhvervsliv, boligforeninger og Aalborg Kommune er det de seneste år lykkedes at skabe en positiv udvikling i det østlige Aalborg. Tilgangen er blevet alment kendt som Aalborg-modellen, og det er netop denne transformation af Aalborg Øst, der nu har modtaget officiel hæder fra EU.
- Det betyder enormt meget at modtage en så fornem pris fra EU-kommissionen og ikke mindst at blive anerkendt for vores store arbejde med Aalborg-modellen. Modellen dokumenterer, hvor afgørende det er med et solidt og respektfuldt samarbejde mellem boligforening, erhvervsliv, kommune og beboere, hvis man vil lykkes med at vende udviklingen i et udsat boligområde og skabe en blandet by, fortæller direktør i Himmerland Boligforening Ole Nielsen og fortsætter:
- Det har EU nu fået øje på, hvilket vi er utroligt stolte af. Men endnu større er det, hvis den ekstraordinære opmærksomhed på Aalborg-modellen kan være medvirkende til at bane vejen for nytænkning i fremtidens boligbyggerier rundt om i Europa.
De positive resultater står i kø
Himmerland Boligforening vandt prisen for den samlede omdannelse af Aalborg Øst og var en ud af tre finalister inden for kategorien "New European Bauhaus Champions" i undergruppen "Prioritizing the places and people that need it the most". Her er der fokus på projekter, som allerede har udvist positive resultater.
Tal fra Danmarks statistik viser, at antallet af personer i beskæftigelse stedet med 56 procent i perioden 2012-2020. Derudover den gennemsnitlige husstandsindkomst steget med 36 procent i årene 2012-2021, mens antallet af personer med grunduddannelse som deres højeste uddannelsesniveau er faldet med 26 procent. I samme periode er antallet af personer, der anklages for en forbrydelse, faldet med 62 procent.
- Det østlige Aalborg har gennem de seneste år udviklet sig til et område med trygge områder og stor økonomisk vækst. En væsentlig drivkraft for denne transformation har været at sikre gode almene boliger og beboerdemokratiske processer i strategiske partnerskaber, siger Ole Nielsen og tilføjer:
- Det har ikke været en snuptagsløsning, men snarere resultatet af en mangeårig og målrettet indsats. Derfor glæder vi os nu over, at vi nu kan høste de positive resultater til stor glæde for områdets beboere.
Himmerland Boligforening er udvalgt fra et stærkt felt på op mod 1.500 projekter fra hele Europa og dystede i finalen mod to projekter fra henholdsvis Rumænien og Belgien. Prisen blev overrakt torsdag den 22. juni i Bruxelles.