Beboerne i Sundparken i det østlige Aalborg har i adskillige år været flittige til at dele, bytte og låne ting af hinanden. Denne gode tendens har Himmerland Boligforening gerne villet bygge videre på - og det er nu blevet en realitet.
"I forbindelse med opførelsen af den store bygning til Lidl, som indgår som en central del af Tornhøjgårdparken, har vi indtænkt et lokale øremærket til en lokal byttebørs", fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.
Det nye initiativ, der meget passende har fået navnet Byttebørsen, drives af dygtige og engagerede frivillige fra Sundparken. De står for at modtage og udlevere gode og brugbare ting og sager, som kommer til Byttebørsen.
Byttebørsen holder indtil videre åbent tre hverdage om ugen samt den første søndag i måneden - og det er også på disse tidspunkter, man kan indlevere ting, som man synes, andre beboere i lokalområdet skal have glæde af.
"Alle de gode ting og sager man kan finde i Byttebørsen, har haft mindst én tidligere ejer. For at sikre at der altid er noget på hylderne, vil vi se, om det er muligt at indgå en aftale med Aalborg Renovation, så vi også kan tilbyde noget af det, der dagligt havner på de kommunale genbrugsstationer. På den måde går færre ressourcer op i flammer og bliver i stedet sikret nyt liv hos en ny ejer", siger Ole Nielsen.
Byttebørsen modtager nips og pyntegenstande, køkkenting, legetøj, lamper, billeder, bøger, blade og magasiner, hylder og knager. Til gengæld tager man sig ikke af tøj, møbler, senge eller ting, der er gået i stykker eller ikke virker efter formålet.
Byttebørsen holder til på adressen Tornhøjgaard 2 og er åben mandag, onsdag og torsdag kl. 13-15 samt første søndag i måneden kl. 10-13. Der er mere information om Byttebørsen på Facebook - søg efter "Byttebørsen i Sundparken".