Gå til Indhold

SIFA og boligforeninger i samarbejde om aktive fællesskaber

retur


I november 2020 besluttede et politisk flertal en akut indsats mod ensomhed og isolation. En del af disse midler uddeles af BL Danmarks Almene Boliger - og nu kommer en portion af dem til Aalborg.

"Sammen med Himmerland Boligforening og repræsentanter for nogle af vores medlemsforeninger har vi udviklet projektet 'Aktive fællesskaber', som har modtaget en bevilling på 466.000 kr. - og en dejligt opløftende kommentar om, at man finder vores projekt både 'sympatisk og perspektivrigt'. 
Vi er nu i fuld gang med at tilrettelægge realiseringen og i denne fase vil vi gerne inddrage andre af kommunens boligforeninger, så vi kommer så bredt ud som muligt", siger SIFAs formand Ole Nielsen.

Formålet med 'Aktive fællesskaber' er at modvirke ensomhed i almene boligområder i Aalborg Kommune og tager udgangspunkt i et stærkt partnerskab med SIFA, der organiserer 212 idrætsforeninger med den bredest tænkelige pallette af foreningstilbud til alle målgrupper.

"Gennem fællesskabsfremmende aktiviteter i boligområder og foreninger vil en vifte af vores medlemmer yde en ekstraordinær indsats, der er målrettet beboere i almene boliger. Vi henvender os til beboere i almene boligområder i bred forstand, men har særligt fokus på dem, der ikke indgår aktivt i positive fællesskaber og derfor er særligt udsat for ensomhed og mistrivsel. Det gælder, uanset om der er tale om børn, unge, voksne eller ældre", pointerer Ole Nielsen.

Foruden boligforeninger - hvoraf altså den første er på plads - bidrager Aalborg Kommunes Sundheds- og Kulturforvaltning, DIF, DGI Nordjylland og Dansk Firmaidrætsforbund med viden og erfaringer.

Det er målsætningen, at projektet skal nå ud til 8.400 beboere, at der bliver gennemført mindst 200 fællesskabsfremmende aktiviteter og at minimum 15 procent af deltagerne efter projektafslutning ved årets udgang har meldt sig ind i en forening.

"Vi bringer infrastrukturen i de almene boligafdelinger i anvendelse som en unik indgang og ressource til at skabe tættere kontakt mellem idrætsforeninger og beboere. Desuden benytter vi SIFAs landsdækkende, daglige TV-bingo som platform for formidling af aktiviteter, ligesom vi vil inddrage lokale kendisser i kampagner og aktiviteter", siger idrætskonsulent Søren Larsen, SIFA.

Projektet indeholder to typer aktiviteter: Skræddersyede idrætsaktiviteter og foreningspas til beboerne.

"Når det gælder idrætsforeningernes invitation til beboere til fællesskabende aktiviteter i foreningerne, er grundidéen enkel: Vi vil her og nu modvirke ensomhed og isolation i almene boligområder, mens vi på længere sigt vil fastholde deltagerne som medlemmer af idrætsforeningerne. Der er i budgettet afsat en ramme til skræddersyede aktiviteter, hvor en boligforening og en idrætsforening sammen definerer en aktivitet og søger dækning af udgifterne hertil inden for projektet", fortæller Søren Larsen. 


Og om foreningspasset siger han:

"Foreningspasset, der bliver finansieret af SIFAs Kontingentpulje, giver beboeren gratis medlemskab af en forening i en given periode. Erfaringen i talrige idrætsforeninger er, at når først det lykkes at få folk til at besøge og være aktive i en forening, bliver mange hængende og bliver medlemmer."

"Foreningspasset, der bliver finansieret af SIFAs Kontingentpulje, giver beboeren gratis medlemskab af en forening i en given periode. Erfaringen i talrige idrætsforeninger er, at når først det lykkes at få folk til at besøge og være aktive i en forening, bliver mange hængende og bliver medlemmer."


Aktiviteterne vil være rettet både mod dem, der er faldet ud af foreningerne på grund af COVID-19 pandemien, og de nysgerrige uden tidligere tilknytning til en idrætsforening.

"Mange idrætsforeninger har under coronakrisen udviklet kreative løsninger til at nå deres medlemmer. Det er disse aktiviteter, projektet bygger videre på i en indsats målrettet beboere i almene boligafdelinger. 
Projektet skal samtidig række frem mod gradvis genåbning, ligesom det skal rumme indsatser til implementering, når klubhusene igen kan byde inden for", siger Søren Larsen:

"Når en beboer har deltaget i en aktivitet og har fået interesse for at dyrke en given sport, har foreningen mulighed for at udstyre vedkommende med et foreningspas. Med dette pas i hånden kan beboer frit dyrke sporten i en nærmere aftalt periode."
Specialkonsulent Tina Kjær Bach fra Himmerland Boligforening siger:

"Der er i boligforeningerne generelt en solid erfaring med at arbejde med beboerne i forhold til fællesskabende aktiviteter. Det gælder både via boligsociale indsatser og boligafdelingernes infrastruktur i almindelighed, hvor mange afdelinger udmærker sig ved, at personale og beboerdemokrater er opmærksomme på beboernes trivsel. Vi har i boligforeningerne erfaring med, at boligområder kan bringes i anvendelse som trygge og brobyggende arenaer til lokale foreningsfællesskaber, og det er præcis det, der motiverer os i denne sammenhæng."

Tina Kjær Bach fortæller, at nøglepersoner som varmemestre og beboerdemokrater oftest er en rigtig god indgang for foreninger ved målrettede fællesskabende aktiviteter til lige netop de personer, der bor i området. Søren Larsen supplerer, at flere af SIFAs foreninger allerede har gode erfaringer med aktiviteter i boligområder, herunder på plæner og i fælleshuse.

"For projektet er der også inspiration at hente i Bevæg dig for livet-kampagnen 'Dyrk fællesskabet - vi kan mere i forening', som flere af SIFAs medlemsforeninger er inspireret af. Vores erfaring er også, at foreningspas kan gøre en forskel. 
Det har vi blandt andet set, når idrætsforeninger i boligområder har præsenteret børn og unge for deres aktiviteter", siger Søren Larsen.

 
Navigation

Kontakt os

Tlf: 96 31 52 00

info@abhim.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10:00 - 14:00

Torsdag kl. 10:00 - 17:00
Fredag kl. 10:00 - 13:00


Telefontider


Mandag - onsdag kl. 9:00 - 15:00

Torsdag kl. 9:00 - 17:00
Fredag kl. 9:00 - 13:00


Se alle vores afdelinger

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger