Gå til Indhold

Ejer- og lejeboliger med udsigt tæt på Lindenborg Ådal

retur
Interessen var massiv, da Himmerland Boligforening for en lille måneds tid siden offentliggjorde sin deltagelse i et projekt på St. Restrup Fælled - og nu håber boligforeningen, at det vil gentage sig, når det næste nybyggeri i en af Aalborgs oplandsbyer bliver præsenteret.

"Denne gang drejer det sig om nybyggeri i Fjellerad - nærmere betegnet otte almene boliger, der skal opføres i form af fire dobbelthuse. Disse huse kommer til at indgå i en større udstykning, der består af i alt 16 fritliggende ejerboliger, så igen hylder vi princippet om blandede boliger", siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Initiativet til projektet blev taget for mere end 10 år siden i forbindelse med stiftelsen af Fjellerad og Omegns Udviklingsselskab ApS. Efter nogle års forarbejde nåede man frem til dialogen med Aalborg Kommune om en ny lokalplan og med den på plads kunne man gå videre med den praktiske planlægning.

"Vi har i flere år arbejdet på projekter med eksempelvis senioregnede boliger i Aalborgs oplandsbyer, så da vi hørte, at der var kommet fin fremdrift i planerne i Fjellerad, valgte vi at gå med. Jeg har tidligere slået til lyd for fremrykkede boligrenoveringer som et vigtigt element i genstarten af samfundet oven på coronakrisen, men nybyggeri spiller også en central rolle", siger Ole Nielsen. Og han uddyber:

"Vores overvejelser om nybyggeri - blandt andet af senioregnede boliger i mindre byer i Aalborgs opland - var måske ikke umiddelbart i politikernes sigtekorn op til coronaudbruddet, men i lyset af krise og restriktioner giver det ekstra god mening at opføre dem nu. Naturligvis fordi det kan være med til at få gang i byggeriet igen. Men også fordi der er et reelt behov for denne type boliger. Man må i den sammenhæng ikke glemme, at fremtidens billige boliger - og de findes ikke mindst inden for den almene sektor - skal bygges nu, hvis vi skal have glæde af dem i takt med det stigende behov over de kommende år. Det er godt at se, at politikerne har øje for det - eksempelvis i forbindelse med accept af projektet i Fjellerad."

Samarbejdspartnerne forventer, at der vil være betydelig interesse for både ejer- og lejeboliger.


"Det østlige Aalborgs udvikling i disse år - ikke mindst i kraft af opførelsen af det nye universitetshospital - er med til at skabe grundlaget for udvidet bosætning i blandt andet Fjellerad. Dertil kommer en yderst attraktiv landskabsmæssig placering i bakkelandet ned mod Lindenborg Ådal og det faktum, at der gennem en årrække lokalt er blevet arbejdet på at bevare det gode landsbyliv og styrke foreninger og serviceudbud", siger Ole Nielsen.

Boligerne i Himmerland Boligforenings del af projektet, der bliver på omkring 100 kvadratmeter hver, opføres efter passivhusstandarder. Ole Nielsen forventer, at der vil kunne tages første spadestik dette forår, og at husene vil være klar til at modtage beboerne i foråret 2022.

Torben Kielgast Lauritsen, der er formand for udviklingsselskabet i Fjellerad, oplever allerede nu interesse for projektet:

"En sydvendt udsigtsgrund kun otte minutters kørsel fra det nye supersygehus er noget, folk kan forstå. Men det er særligt det, at bebyggelsen er fremtidssikret, der tiltrækker sig opmærksomhed. Passivhuse med meget lavt energiforbrug og fællesarealer med plads til vilde blomster og biodiversitet tiltaler mange. Og når bebyggelsen så ligger i en driftig landsby med egen skole, købmand og sportsfaciliteter, så kan vi godt mærke at folk følger med."

Aalborg Kommunes by- og landskabsforvaltning behandler sagen 4. februar 2021, mens den er på magistratens dagsorden mandag 8. februar 2021.
 
Navigation

Kontakt os

Tlf: 96 31 52 00

info@abhim.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10:00 - 14:00

Torsdag kl. 10:00 - 17:00
Fredag kl. 10:00 - 13:00


Telefontider


Mandag - onsdag kl. 9:00 - 15:00

Torsdag kl. 9:00 - 17:00
Fredag kl. 9:00 - 13:00


Se alle vores afdelinger

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger