Gå til Indhold

Nogle kæder skal brydes - flyttekæder skal ikke

retur

Ole Nielsen, direktør, Himmerland Boligforening

Hvis vi ikke kendte det før, vil jeg påstå, at dette helt igennem mærkværdige år har lært os begrebet "smittekæder". Mindre kendt - men bestemt også vigtigt - er "flyttekæder". Dem vil jeg koncentrere mig om i dette indlæg.

Et eksempel på en flyttekæde er, når et ungt par bliver til en familie og i den forbindelse ønsker at bevæge sig fra en mindre lejebolig til køb af den første villa. Det er led nummer ét i kæden. Det næste led er, når en villas nuværende beboere - ofte seniorer - flytter fra villaen og dermed frigiver den til boligmarkedet. Og tredje led er, når fraflytterne finder netop det, de gerne vil bo i.

I Himmerland Boligforening har vi over de seneste år konstateret, at udvalget af lejeboliger, der appellerer til seniorer, er for beskedent. Og dermed flytter de ikke i det omfang, det er nødvendigt, for at markedet kan rumme det antal ledige villaer, der er behov for til de næste generationer. Dermed kan man sige, at kæden er brudt - og det er, når vi taler om flytning, negativt.

Som Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen påpegede for nylig, stiger befolkningstallet i den største nordjyske kommune kraftigt. De senere år er der kommet cirka 2.000 nye borgere til hvert år, men i 2020 ser det ud til, at befolkningstilvæksten lander på den positive side af 2.500. Det skyldes dels flere fødsler, dels at stadig flere vælger at bo i Aalborg, når de skal tage en uddannelse, arbejde eller nyde deres otium.

Der er meget positivt at sige om et stigende antal borgere, men det stiller i sagens natur også krav til kommunen på en lang række områder. Ét af dem handler om boliger og her er det ikke den eneste gangbare løsning at udstykke byggegrunde, for dem har det unge par sjældent råd til at købe - endsige bygge på. Skal deres boligbehov dækkes, er det - også - nødvendigt, at nogen flytter fra deres villa og dermed holder flyttekæderne i gang.

Skal vi undgå, at flyttekæderne bliver brudt, er det med andre ord nødvendigt at bygge nyt, der er attraktivt for blandt andre de seniorer, der flytter fra deres villa. Det er baggrunden for vores seneste nybygningsprojekt, der omfatter 24 boliger på Fenris Allé i Godthåb 13 km sydvest for det centrale Aalborg. Den nye afdeling bliver disponeret som en åben firlænget gård, så der mellem bygningerne opstår et intimt fælles gårdrum, der afspejler ønsket om et stærkt fællesskab mellem beboerne. Med to- til fireværelses boliger pa° 72 til 110 kvadratmeter er der tale om et varieret boligudbud, der henvender sig til både seniorerne og den unge familie.

Gode flyttekæder spiller også ind på det, man kan kalde den blandede by - altså det forhold, at vi bosætter os imellem hinanden på tværs af alle mulige og umulige skel. Ikke alle seniorerne på ét sted, ikke alle de unge børnefamilier på ét sted, ikke alle de studerende på ét sted - men blandet, så de kan have glæde af hinanden. Og så byen kan have glæde af den mangfoldighed, der opstår, når der netop ikke er samlet en større mængde mennesker med ét fremherskende fællestræk på ét og samme sted.

At bevare den blandede by handler blandt andet om, at der er tilstrækkeligt mange almene boliger - fordi det er disse boliger, der appellerer bredt til befolkningen. 
Og fordi det er dem, der medvirker til at holde flyttekæderne intakte.


 
Navigation

Kontakt os

Tlf: 96 31 52 00

info@abhim.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10:00 - 14:00

Torsdag kl. 10:00 - 17:00
Fredag kl. 10:00 - 13:00


Telefontider


Mandag - onsdag kl. 9:00 - 15:00

Torsdag kl. 9:00 - 17:00
Fredag kl. 9:00 - 13:00


Se alle vores afdelinger

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger