Almene boliger er ikke tiltænkt en væsentlig rolle, når boligudbuddet i Aalborg over de kommende år skal udbygges for at imødekommende det forsat stigende indbyggertal i byen. Den 17. september skal politikkerne i Aalborg Byråd for første gang behandle kommunens nye budgetforslag for 2021-2024, og heri er der på ingen måde lagt op til tilstrækkelige investeringer i almene boliger.
Hvis forslaget godkendes uden nye tilsagn om almene boliger, ser vi ind i en fremtid, hvor det primært bliver nye private boliger, der skal imødekommende den ventede befolkningsvækst på mere end 11.000 beboere frem mod 2030, og det er bekymrende.
Dels fordi de kommende fem år er så afgørende, hvis vi skal undgå at stå i en situation med massiv mangel på prisvenlige boliger i Aalborg om 10-15 år. Men dels også fordi de rette investeringer i almene boliger hører til blandt de mest effektive og intelligente bidrag til at sørge for, at boligudbuddet kommer til at følge befolkningsudviklingen. Årsagen skal findes i begrebet flyttekæder.
En flyttekæde er den kæde af flytninger, der kommer i spil, når fx din familie vælger af flytte ind i et nybyggeri. Flytningen frigør jeres eksisterende bolig, som dermed kan overtages af nye ejere, hvis tidligere bolig så kommer på markedet og så videre. Og ved at tænke målrettet i at skabe de rette flyttekæder, kan man optimere nybyggeriets effekt på boligudbuddet.
Her kommer særligt almene seniorboliger ind i billedet. Ifølge Danmark Statistik ventes antallet af beboere i Aalborg over 60 år nemlig at stige med cirka 16,5 procent frem mod 2030. I samme perioder forventes der også en markant stigning i antallet af børnefamilier, mens eksempelvis antallet af unge, der i høj grad udgøres af studerende, modsat vil falde en smule. Dermed kan vi i Aalborg slå to fluer med et smæk ved at bygge flere almene seniorboliger, som kan tiltrække flere af kommunens ældre beboere, og samtidig frigøre flere parcelhuse til de nye børnefamilier.
Nye seniorboliger sætter naturligvis kun gang i flyttekæderne, hvis mange seniorer går med ønsket om at skifte parcelhuset ud med en mindre bolig. Og her er svaret et rungende ja. Behovet for seniorboliger er for alvor kommet på dagsordenen flere steder i landet, og hos Himmerland Boligforening mærker vi den stigende interesse både gennem henvendelser og alenlange ventelister til vores eksisterende seniorboliger, som vi desværre har alt for få af.
Seniorlivet er under forandring. Vi bliver ældre, men vi skal også være længere på arbejdsmarkedet, og lægger man det sammen med, at flere seniorer gerne vil have mere tid til fx børnebørn og rejser, så anses parcelhusets pligter af mange som en begrænsning. Udfordringen er, at udbuddet af seniorboliger desværre er meget lille, hvilket betyder, at flere seniorer ser sig nødsaget til at blive i parcelhuset i længere tid, end de ønsker.
Det er ikke kun ærgerligt for seniorerne, men især også for børnefamilierne. Når seniorerne bliver i parcelhuset længere, begrænses udbuddet af parcelhuse, hvilket både betyder, at der er færre huse at vælge mellem, og at priserne presses yderligere i vejret. Derudover betyder det også noget for kvaliteten af de parcelhuse, der med tiden vil blive frigivet, da seniorerne - jo ældre de bliver - vil have mindre overskud samt mindre incitament til at vedligeholde og renovere parcelhuset.
Det kan føre til, at køberne i højere grad vil vælge at rive det eksisterende hus ned og i stedet bygge et nyt, og det er hverken godt for den samlede pris eller for den sags skyld for miljøet.
Jeg håber, at politikkerne vil se fornuften i at tilføre flere midler til almene boliger, så vi kan få sat gang i de sunde flyttekæder. Jeg hæfter mig ved, at kommunen i deres boligstrategi har mange af de helt rigtige visioner. Nu er det tid til at bakke dem op, hvis ikke vi i Aalborg skal komme til at mangle prisvenlige boliger om få år.