Aalborg Kommune har en forventning om, at der frem mod 2030 vil ske en stigning i befolkningstallet fra det nuværende cirka 214.000 til over 228.500.
Mange af disse nye borgere vil være personer med ønske om eller behov for en singlebolig. Det skal vel at mærke være boliger, der er til at betale. Og boliger, der er så tilpas mange af, at der ikke er års ventetid, før man kan flytte ind.
Det giver derfor god mening, at vi bliver ved med at bygge almene boliger. Vil vi sikre os, at der også om 10 år er tilstrækkeligt mange billige boliger - tilpasset det behov beboerne har - skal vi bygge dem nu.