Af direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening, Rendsburggade 22, Aalborg - www.abhim.dk
Kære boligminister Kaare Dybvad
Blandede boliger i blandede afdelinger i blandede boligområder. Det har i adskillige år været et mantra for Himmerland Boligforening. Og vi kan glæde os over, at operationen er lykkedes både i det østlige Aalborg, på den nye centrale havnefront og lige om lidt også med Teatergården i noget af det ældste af middelalderbyen.
Det er dog ikke alle steder, det går helt så relativt smertefrit som hos os. Eksempelvis sagde BL - Danmarks Almene Boligers direktør Bent Madsen for nylig, at det er "helt afgørende at mindske barriererne for at bygge alment, hvis ambitionen om blandede byer skal indfries".
Typisk hvert fjerde år indgår et flertal i Folketinget et boligforlig, der på en række centrale områder udstikker rammerne for udviklingen i boligbyggeriet. Skal vi fremme de blandede boliger - og medvirke til at det fortsat er muligt for almindelige indkomster at få en fornuftigt beliggende bolig, der er til at betale - er det nødvendigt at fjerne de barrierer, der hindrer at der bygges mere alment. Det kan eksempelvis handle om at ændre planlovens regel om 25 procent almene boliger i byudviklingsområder til 33 procent. At fjerne særregler, så nybyggede almene boliger bliver billigere. Og at forbedre mulighederne for fortsat renovering af det store antal ældre almene boliger, så også de har den optimale tilgængelig for alle borgere.
Det kan også være med til at fremme udviklingen i det almene boligbyggeri, hvis man på Christiansborg har de nødvendige klimapolitiske ambitioner, når det gælder rammerne for boligrenovering. Det seneste årti er omkring 50.000 ældre almene boliger blevet løftet til moderne energistandard, hvilket er sket gennem Landsbyggefonden. Der er cirka én million almene boliger i Danmark og et stort antal af dem kan med fordel omstilles til grøn energi. Det vil virkelig gøre en forskel i klimaregnskabet - og placere vores almene boligsektor blandt de fremmeste i verden.
Som så meget andet i landspolitik handler boligforliget om at kunne tælle til 90. I Himmerland Boligforening tror vi på, at der er en farbar vej med dig for bordenden. Endnu er du ret ny på posten, men der er kommet signaler, som peger i en gunstig retning. Eksempelvis at det er din ambition at sikre, at flere midler fra Landsbyggefonden bruges til at bygge billige boliger. Du ser gerne åbnet for, at private kan bygge alment. Og ikke mindst slår du fast, at boligpolitik skal flyttes fra at handle om "regulering af noget erhverv" til at være baseret på tesen "En bolig er først og fremmest et sted, hvor man bor".
I Himmerland Boligforening er vi helt enige i, at de blandede boliger er det, der holder sammen på velfærdssamfundet. Men skal det fortsat kunne udvikle sig, er det nødvendigt at stille på nogle håndtag. Visse øvelser er temmelig ligetil, mens andre kræver, at kommunerne, de almene boligorganisationer og boligministeriet kan tænke nyt og anderledes. Vi har de senere år høstet mange erfaringer om såvel blandede boliger som grøn omstilling. Begge dele er store emner, som vi meget gerne vil drøfte med dig. Skal vi sætte vand over til kaffe?