Gå til Indhold

Lov på vej om flere blandede boliger

retur
Der er mellem regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgået en aftale, der skal gøre det nemmere for boligorganisationerne at bygge flere blandede boligbyggerier i samarbejde med private partnere. Forudsat at der er flertal i Folketinget, kan en lov på området træde i kraft pr. 1. juli 2019.

- For almene boligorganisationer som Himmerland Boligforening og private bygherrer gælder, at vi i øjeblikket støder på forhindringer, når vi sammen vil købe grunde til etablering af nye boliger. Det skyldes ikke mindst, at almene boligorganisationer er støttet med offentlige midler, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Med aftalen vil parterne sikre det nødvendige lovgrundlag for at kunne skabe sammenhængende og varierede bydele.

Det er Ole Nielsens håb, at den nye lovgivning vil give anledning til udviklingsselskaber, hvor boligorganisationer har mulighed for at gå sammen med andre aktører i byggebranchen om at udvikle nye boligområder.

- Det centrale for os - og heldigvis også for lovgiverne - er, at vi til stadighed kan sikre et godt udbud af billige boliger og i samme åndedrag medvirke til, at vi får etableret flere blandede byggerier og blandede boligområder, siger Ole Nielsen. Og han uddyber:

- Al erfaring viser, at jo mere diversitet et givent boligområde indeholder, desto bedre er det for dets udvikling. Talrige steder i landet har almene boligforeninger i årtier haft en udfordring i forhold til netop diversitet, når er overrepræsentation af en bestemt type beboere, uanset om det er set ud fra for eksempel etnicitet, beskæftigelse, alder eller noget helt fjerde. Så meget desto mere har Himmerland Boligforening gennem de seneste år arbejdet målrettet med at skabe forudsætningerne for den rette diversitet, når vi renoveret og bygger nyt.

Ole Nielsen betegner i den sammenhæng den boligorganisation, han står i spidsen for, som "byudviklere":


- Vi går meget gerne forrest, når det gælder udviklingen i Nordjylland - selvsagt i et tæt samarbejde med kommunerne og meget gerne sammen med private investorer. Vi har stærkt fokus på at skabe blandede boliger, hvor det ikke udelukkende handler om at få blandet nationalitet og religion. Det drejer sig nok så meget om at få skabt den rigtige sammensætning ud fra for eksempel beskæftigelse, alder, indkomst og uddannelse. Og er der det ventede flertal for en ny lovgivning, vil vi få bedre forudsætninger for at løfte denne vigtige opgave.

Som et konkret eksempel på samarbejde med private investorer med henblik på at skabe blandede boliger og boligområder nævner Ole Nielsen renoveringen af Himmerland Boligforenings afdeling på Blåkildevej i det østlige Aalborg. Her er det eksisterende, boligforeningsejede byggeri blevet suppleret med seks privatejede punkthuse i et område, der siden etableringen for godt 40 år i langt overvejende grad har rummet lejeboliger.

- Private investorer er stadig noget af et særsyn i et almennyttigt boligområde, men på Blåkildevej er operationen lykkedes, for her har de valgt at satse et trecifret millionbeløb på at tage aktivt del i en målrettet byomdannelse. Og efter Folketingets behandling af oplægget fra regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti skulle der gerne være åbnet for, at vi kan sætte nye, spændende projekter i gang sammen med private aktører, siger Ole Nielsen.



 
Navigation

Kontakt os

Tlf: 96 31 52 00

info@abhim.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10:00 - 14:00

Torsdag kl. 10:00 - 17:00
Fredag kl. 10:00 - 13:00


Telefontider


Mandag - onsdag kl. 9:00 - 15:00

Torsdag kl. 9:00 - 17:00
Fredag kl. 9:00 - 13:00


Se alle vores afdelinger

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger