Ifølge Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) bor der seniorer i stadig flere af landets parcelhuse - blandt andet fordi der ofte ikke er tilstrækkeligt med almene boliger i det område, de gerne vil bo i.
Aktuel forskning viser, at op imod 80 procent af parcelhusene er beboet af en eller to personer i den tredje alder. Med andre ord er de huse, der oprindeligt er blevet bygget til en familie, nu beboet af enlige seniorer eller par, der ikke længere har hjemmeboende børn. Det er ikke så udtalt i storbyerne, men så snart vi er uden for dem, bliver billedet meget tydeligt: Seniorerne overtager parcelhuskvartererne. Og dermed bliver de reelt boende i en boligform, der ikke længere passer til deres behov. Dette ærgrer Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening:
- For mange seniorer er parcelhuset ikke længere det optimale. Det skyldes blandt andet, at det halvtomme hus er dyrt at varme op, at indretningen ikke svarer til beboerens behov eller muligheder og at der er for mange udfordringer forbundet med fortsat at bo i et parcelhus. Og i et samfundsmæssigt perspektiv er det negativt at skattegrundlaget pr. bolig i sagens natur er reduceret, ligesom brugere af kommunal service i mange tilfælde bor ganske spredt.
Ifølge SBI medvirker særligt to forhold til, at mange seniorer bliver boende i parcelhuset: For det første at de ikke har mod på at flytte fra et hus, de har boet i gennem en længere årrække - og for det andet fordi der er for få ældrevenlige boliger. Dette kan Ole Nielsen nikke genkendende til:
- Der er et klart behov for at bygge senioregnede lejeboliger i mindre byer i periferien af Aalborg, så det bliver muligt at forlade parcelhuset uden nødvendigvis at have fornemmelsen af at blive rykket op med rode. Aktuelt arbejder vi derfor på etablering af afdelinger i Skørping, St. Restrup, Godthåb og Frejlev - og det er mit håb, at yderligere et par adresser kommer til i løbet af 2019-20.
Himmerland Boligforenings direktør ser også opførelse af flere senioregnede lejeboliger som et stort plus for ejendomsmarkedet generelt:
- Det vil være rigtig godt for dynamikken i markedet at få mange flere ældre parcelhuse i spil, for de vil ofte være den mest overkommelige ejerbolig for førstegangskøbere. Altså endnu en positiv faktor i vores bestræbelser for at fastholde mange af de nyuddannede i Aalborg efter endt studium.