Himmerland Boligforening var med, da der tidligere i denne måned endnu en gang blev kaldt til folkemøde på Bornholm.
Det var BL - Danmarks Almene Boliger, der inviterede til debat om, hvorvidt den blandende by kan betale sig og i den forbindelse har man valgt at sætte fokus på det østlige Aalborg. I Danmark har vi tradition for at blande os med mennesker, der ikke ligner os selv. Men er det stadig sådan? I hvilken retning går byudviklingen? Det østlige Aalborg er et byområde med lige så mange indbyggere som Roskilde. I mange år var det Aalborgs dårlige samvittighed, men igennem nedrivninger, renoveringer og nybyggerier har vi sammen med private og offentlige investorer vendt udviklingen. Bortset fra midtbyen er det nu den bydel, der tiltrækker flest nye borgere. Men hvordan kan man overhovedet bryde en dårlig spiral, hvordan kan man løfte et boligområde og dets beboere og hvordan kommer fremtidens byer til at se ud? Det er nogle af de store spørgsmål, som Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen, den private investor Rasmus Haugaard og Himmerland Boligforenings direktør, Ole Nielsen, drøftede med tidligere sportsdirektør i AaB, Lynge Jakobsen, der har stor erfaring med frivilligt socialt arbejde i det østlige Aalborg.
Vi er naturligvis meget stolte af, at vores milliardprojekt i det østlige Aalborg bliver brugt som eksempel på vellykkede byudviklingsprojekter i Danmark. Projektet har ikke kunne realiseres uden et meget tæt og åbent samarbejde mellem Aalborg Kommune, private investorer og os. Kort sagt - også her viser Aalborg vejen.
Vært for bolig- og byudviklingsdebatten var Clement Kjersgaard og arrangementet var en del af en række moderne forsamlingshusdebatter under den fælles overskrift 'Clement Talks'.
"Den blandede by" var det overordnede tema for BL - Danmarks Almene Boligers deltagelse i Folkemødet 2017. Man kan også tale om "Den danske model" på boligområdet. I modsætning til de fleste andre lande har vi en stor diversitet i den måde, vi bor på, hvor ejerboliger, andelsboliger, privat udlejning og almene boliger supplerer hinanden. Især i byerne er de blandede ejerformer med til at give et stort miks og det er godt for den sociale sammenhængskraft - og for samfundsøkonomien. De store spørgsmål i disse år er, hvordan vi bevarer og udvikler disse kvaliteter i vores byer, og det var noget af det, vi var med til at debattere på Bornholm.