Gå til Indhold

Himmerland vil skabe job til beboerne

retur
Himmerland Boligforening er parat til at gøre en særlig indsats for de beboere, der risikerer at blive ramt af kontanthjælpsreformen.

- I stedet for at ansætte en gældsrådgiver, der groft sagt ikke kan hjælpe med så meget andet end at åbne rudekuverter, er vi overbeviste om, at der er mere musik i at hjælpe den enkelte en lille smule tættere på arbejdsmarkedet, så han eller hun når de påkrævede 225 timers beskæftigelse, siger direktør Ole Nielsen. Og han uddyber:

- Vi har ganske snart et indledende møde med Aalborg Kommune for at finde ud af, om det er muligt at udvikle et fælles koncept, der kan være med til at skabe arbejde til dem, der har behov for de 225 timer. Det kan være såvel her hos os selv som i det kæmpe netværk af virksomheder, som vi samarbejder med.

Ole Nielsen er endnu afventende overfor, hvor stort problemet bliver for de af Himmerland Boligforenings beboere, der er på kontanthjælp. Faktum er dog, at man fra 1. november 2016 kan registrere et fald i boligstøtten blandt beboerne på 300.000 kroner, hvortil kommer, at der forude venter en juletid, der traditionelt er en hård periode for økonomisk trængte familier.

- Jeg er fuldstændig klar over, at det langt fra er alle, der kan få fuldtidsbeskæftigelse på denne måde. Men bare det at komme ud og møde andre kan betyde meget og i den sammenhæng har vi en rolle at spille i Himmerland. I mit verdensbillede er vi forpligtede til at hjælpe de beboere, der selv ønsker det, med at rejse sig.

Ole Nielsen er sikker på, at der er et betydeligt potentiale inden for dette område:

- Hvis vi som mennesker hele tiden føler os utilstrækkelige, så bliver vi det. Derfor er det så meget desto mere vigtigt, at Himmerland bidrager til, at den enkelte kan føle sig værdsat og er en vigtig del af det, der udgør vores boligforening.


 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger