Himmerland Boligforening indførte forrige år en politik for lærlinge og elever.
Vi har som langsigtet mål, at 10% af vores ansatte ejendomsfunktionærer er lærlinge, og vi kigger også på den administrative organisation. Vi ønsker i Himmerland at understøtte uddannelse af kontorelever, og vi vil også gerne tage administrative uddannelsespraktikanter og studentermedhjælpere fra de lange videregående uddannelser.
De seneste fire år har vi opført cirka 1.500 nye almene ungdomsboliger, og vi er glade for at opleve stor efterspørgsel efter arbejde og praktikpladser blandt vores mange nye unge beboere.
Det seneste år har vi også ansat studentermedhjælpere. Aktuelt én i vores boligsociale projekt, tre i administrationen og et antal i receptionsfunktionen i Sundheds- og Kvartershuset.
Arbejdsopgaverne for studentermedhjælpere er meget forskellige, og det samme er uddannelsesbaggrunden. Vi har studentermedhjælpere med økonomisk baggrund, vi har humanister og vi har samfundsvidenskabelige studerende.
Vi har aktuelt to uddannelsespraktikanter i administrationen, en finansbachelor og en scient.adm.-studerende.
Desuden har vi tre administrative elever, én placeret i økonomiafdelingen, én i driftsafdelingen og én i IT/support.