USA's førende universitet gæster senere på måneden Aalborg Øst for at hjælpe med til at fremme positiv adfærd i bydelen.
- Vi lægger ud med et morgenmøde 24. februar, hvor der blandt andet vil være en introduktion til design af positiv adfærd ved direktør Mark Nelson fra Peace Innovation Lab ved Stanford University. På baggrund af universitetets viden om hvordan påvirkning af adfærd kan måles og skabe værdi, vil han sammen med en af sine kolleger give eksempler på, hvordan sociale medier, smartphones og andre moderne teknologier kan anvendes til at skabe mere engagement og større værdi for alle parter, fortæller direktør Ole Nielsen fra Himmerland Boligforening.
Boligforeningen er vært for morgenmødet, der åbnes af borgmester Thomas Kastrup-Larsen. Værtsskabet omfatter også den efterfølgende workshop over to dage, der ligeledes finder sted i Sundheds- og Kvartershuset i Aalborg Øst. Der er pt. flere end 120 tilmeldte til morgenmødet, mens der er indbudt næsten 50 eksperter til workshoppen. Disse personer, der spænder fra politifolk og kommunale medarbejdere til forskere og lokale ildsjæle, stiller deres ekspertise til rådighed i bestræbelserne på at finde den løsning, der passer optimalt til Aalborg Øst.
- Målet med workshoppen er at skabe nye netværk og påvirke adfærden positivt via moderne teknologier. Resultatet kan i sidste ende være bedre økonomi, større tryghed og mere energi i lokalsamfundet, fortæller Mark Nelson fra Peace Innovation Lab.
Foruden Himmerland Boligforening har det amerikanske universitet indbudt COWI A/S og Aalborg Universitet som projektpartnere. Om ingeniørvirksomhedens deltagelse siger regionsdirektør Torben Søgaard:
- Vi er med i mange store byudviklingsprojekter og har i en lang årrække haft rådgiveropgaver i Aalborg Øst. Vi ser dette arbejde som en naturlig forlængelse af engagementet og opfatter det som en unik mulighed for at kunne medvirke til at skabe positive adfærdsændringer i blandt andet udsatte boligområder og bringe nye perspektiver ind i værdiskabelsen.
Professor Morten Karnøe Søndergaard fra Aalborg Universitet, der er en af hovedarkitekterne bag initiativet, siger:
- Vi er enormt glade for dette samarbejde, fordi vi her får mulighed for som forskere at bruge vores viden til at gøre en konkret og målbar forskel i et initiativ, hvor vi både hjælper lokalsamfund og erhvervsliv.
Mark Nelson oplyser, at Peace Innovation Lab har omfattende erfaring med at udvikle apps, der kan øge et positivt engagement og minimere konflikter:
- Fordi det nu er muligt at måle effekten af adfærdsændringer, kan vi sætte værdi på dem og dermed skabe incitamenter til positiv adfærd, også i Aalborg Øst.
Også hos Himmerland Boligforening, der i dette årti investerer 2,5 mia. kr. i renovering og nybyggeri i Aalborg Øst, er glæden over at være en del af projektet stor. Ole Nielsen fortæller, at boligforeningen blandt andet i kraft af en betydelig kontaktflade med mange såvel offentlige som private parter forventer at kunne være med til at give værdi til bydelen og til Aalborg som helhed.
Fakta: Stanford University er et privat universitet, der åbnede i 1891. Det blev i 2013 kåret som USA's bedste foran blandt andre Harvard og Princeton. Stanford University har med sin placering i Palo Alto i Californien været en af drivkræfterne bag udviklingen af det amerikanske it-eventyr Silicon Valley.
Himmerland Boligforening er en af Jyllands største almene boligorganisationer med aktuelt cirka 7.000 lejemål fordelt på familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger - og aktuelt omkring 300 nye boliger på vej. Der bor 12-15.000 mennesker i boligforeningens lejeboliger, blandt andet i det østlige Aalborg.
COWI er en førende rådgivningsvirksomhed, der med eksperter inden for ingeniørkunst, miljø og samfundsøkonomi angriber udfordringerne fra mange forskellige vinkler, så de skaber mere sammenhængende løsninger for kunderne. COWI har gang i mere end 17.000 projekter verden over og har over 80 års erfaring i rådgivningsbranchen.
Aalborg Universitet er en selvejende forsknings- og uddannelsesinstitution, der udbyder uddannelser og forskning inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab, humaniora og ingeniør- og sundhedsvidenskab. Universitetet kombinerer et levende engagement i lokale, regionale og nationale problemer med en aktiv satsning på internationalt samarbejde.