Gå til Indhold

Højhuset i Magisterparken bygges fuldstændigt om.

retur
Mandag 2. september 2013 tager Himmerland Boligforening første spadestik til et omfattende projekt, der fuldstændigt vil transformere højhuset i afdelingen Magisterparken på toppen af Sohngårdsholmsvej i Aalborg.

- Der er sket rigtig meget siden højhuset og de lavere blokke blev opført på stort set bar mark i midten af 1960'erne. Dengang var det blandt Nordjyllands første montagebyggerier i beton og det var smart både at bygge og bo på den måde. I dag er højhuset ikke et billede af de ønsker og krav, der med rette bliver stillet til en bolig, så derfor får det nu den helt store tur, fortæller boligforeningens direktør, Ole Nielsen. Og han fortsætter:

- Boligantallet i højhuset bliver reduceret fra 169 til omkring 120. Vi sammenlægger eksisterende boliger både vandret og lodret i højhuset, hvilket giver helt unikke muligheder for at skabe lejligheder ud over det sædvanlige. For eksempel bliver der på de øverste etager indrettet penthouselejligheder med ekstra store vinduespartier med en enestående udsigt mod syd, ligesom disse boliger får store altaner.

En renovering af højhuset har længe været på Himmerland Boligforenings ønskeseddel og da tekniske undersøgelser viste, at det er nødvendigt med en temmelig gennemgribende istandsættelse af betonkonstruktionerne, valgte man i stedet at udarbejde en plan for en egentlig ombygning.


Ole Nielsen fortæller, at man ud over de omfattende bygningsmæssige ændringer blandt andet vil renovere badeværelser og etablere flere boliger tilpasset ældre og fysisk handicappede beboeres behov.
Samtidig får højhuset en ny skal af glas og aluminium, som vil kunne beskytte betonkonstruktionen mod vind og vejr.

Ud over højhuset rummer afdelingen 150 lejemål fordelt på treetagers blokke, der også får en grundig overhaling.

- Alle lejligheder i blokkene får nye badeværelser, ligesom der vil ske forbedringer med hensyn til blandt andet tag, facader, vinduer og indeklima - og lejlighederne i stueplan får adgang til egne haver og opholdsarealer, siger Ole Nielsen.

Prisen for projektet forventes at ville beløbe sig til 219 mio. kr.
Etablering af byggepladsen er allerede i gang og første spadestik tages altså den første arbejdsdag i september. Himmerland Boligforening regner med, at renoveringen vil strække sig over godt to år.

Se udsendte pressemeddelelse her.

Visualiseringer leveret af C. F. Møller Architecture.


 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger