En beboer har foreslået, at der bør overvejes at indføre parkeringskontrol på Henius House' (afd. 63) parkeringspladser af et eksternt parkeringsfirma såsom Q-Park, sådan at kun beboerne i Henius House kan holde på disse. Dette vil i praksis fungere ved, at beboerne i så fald skal have et mærke med parkeringstilladelse i forruden af bilen.
Forslaget begrundes med, at afd. 64 allerede har en tilsvarende ordning, samt at beboere fra "Plateauet", "Fakta" og "Valsemøllen" bruger parkeringspladserne tilknyttet Henius House, hvorved der ofte ikke er parkeringspladser nok. Derudover forventes det, at endnu flere bilister vil bruge parkeringspladserne i den nærmeste fremtid i forbindelse med åbningen af det nye nærtliggende Game Center.
Anders skriver et opslag på Henius House Facebook gruppe, om hvorvidt der er interesse for at indføre parkeringskontrol ved Henius House' parkeringspladser. Hvis der er interesse for forslaget, vil bestyrelsen undersøge mulighederne nærmere.
Der er problemer med, at affaldsmolokkerne ofte er fulde, hvilket gør at beboerne bare sætter affald ved siden af molokkerne i stedet for.
Dette gælder både molokker til pap og almindeligt husholdningsaffald. Dette er et problem, da det er til stor gene for beboerne. Især hensat husholdningsaffald er et problem, da det begynder at lugte og kan tiltrække fugle og rotter.
Anders skriver til Gunhild Bjørn for at undersøge, om det er muligt at få tømt molokkerne oftere, end de gør på nuværende tidspunkt.
Det er blevet foreslået af nogle beboere, at det bør overvejes at forbyde bryllupsarrangementer i "Kælderen", da der tidligere har været klager over voldsom larm i løbet af hele dagen i forbindelse med bryllupsarrangementer holdt af flere udenlandske beboere.
Naja svarer tilbage på de pågældende beboeres forespørgsel, hvor det meddeles, at det ikke er muligt at forbyde specifikke arrangementer, da der ikke står noget i husordenen, som understøtter, at man ikke må afholde bryllupper og lignende arrangementer i fælleslokalerne.
Nogle af stikkontakterne i vaskerummet virker ikke. Specifikt er det stikkontakterne ved siden af det fastmonterede strygejern. Dette er et problem, da strygejernet derfor pt. er ude af funktion.
Martin kontakter varmemestrene og informerer herom.
Der er pt. ikke noget festudvalg ved Henius House, da bestyrelsen ikke selv har interesse i at arrangere fester på kollegiet. Det skal derfor overvejes, om der kan gøres noget for, at andre beboere vil tage initiativ til at opstarte et festudvalg og arrangere nogle fester i løbet af det kommende år.
Martin skriver et opslag på Henius House Facebook gruppen, hvor der gives en opfordring til, at eventuelle frivillige beboere går sammen i et festudvalg. Det opfordres til, at der arrangeres nogle fester, da der er sat penge af til det, som alligevel ikke kan bruges på anden vis.
Bestyrelsen har endnu ikke afholdt julefrokost for 2017 og planlægger derfor at afholde et arrangement i februar, hvor bestyrelsen tager ud og spiser sammen på en restaurant.
Helena spørger varmemestrene, om der er nogle bestemte restauranter tilknyttet gennem Himmerland til at afholde "julefrokost" for bestyrelsen.
Julefrokosten er arrangeret til torsdag d. 15. januar.