Beboermøde den 30. august 2022

Afdeling:
Sallingsundvej
Referent:
Heidi Ochsendorf
Dato og kl.:
30. august 2022 kl. 19:00
Sted:
Aktivitetshuset, Sallingsundvej 75
Deltagere:
Afdelingens beboere, Agnete Funder Nielsen, Varmemester Morten Andersen, Økonomichef John Svalgaard og inspektør Morten Larsen.
1: Godkendelse af vedlagte forretningsorden for beboermødet

Forretningsordenen godkendt.

2: Valg af dirigent

Agnete Funder Nielsen er enstemmigt valgt.

3: Valg af referent

Heidi Rosengren Ochsendorf blev valgt som referent.

4: Valg af stemmeudvalg

John Svalgaard og Morten Andersen valgt som stemmeudvalg.

5: Afdelingsbestyrelsens årsberetning

Tina aflagde bestyrelsens beretning:
Bestyrelsens beretning afd. 19 for året 2021.

Bestyrelsen har holdt færre møder pga. Corona.
Referater fra bestyrelsesmøder bliver offentliggjort på hjemmesiden, de bliver ophængt i skabet ved fælleshuset og de bliver lagt på Facebook gruppen for Sallingsundvej.
Der har været afholdt enkelte Sundpark-møder, aktivitetsudvalgsmøder og Repræsentantskabsmøde.

I august blev der afholdt sommerfest med spisning, musik og dans. Det var en hyggelig aften.

Igen kunne vi heldigvis afvikle vores sommerudflugt som gik til Djurs Sommerland. Som sædvanlig en skøn tur med højt humør og godt vejr.

Der blev afholdt julebankospil i november med fin deltagelse og flotte gevinster.

Indkøbsturen til Tyskland måtte desværre aflyses pga. for få tilmeldinger.

En ny ting vi prøvede, med rigtig fin deltagelse, var Jul i Aalborg Zoo. Her kunne vi komme rundt og se den smukke juleudstilling, afslutningsvis var der buffet i restauranten. Det var en kølig men rigtig hyggelig eftermiddag/aften.

Op mod jul blev der uddelt lækre købmandsposer til alle beboere.

Øvrige aktiviteter bliver afholdt sammen med de andre veje i Sundparken/aktivitetshuset.

Kom gerne med forslag til fælles aktiviteter. Vi kan altid kontaktes enten personlig, via mail, eller smid en seddel i vores postkasse ved fælleshuset.

Trivslen og trygheden i afdelingen bliver så meget højere, når vi snakker sammen og får skabt nogle bånd. Nærvær skaber respekt for hinanden og mindsker ensomheden hos dem, som føler sig alene. Og gør det nemmere for nye beboere at komme ind i fællesskaber, som allerede er skabt i afdelingen

Maling af træværk i afdelingen blev udført desværre dog med en del fejl og mangler. Disse vil blive udbedret.

Endelig blev der etableret fortov langs vejen ned mod Lidl og ud mod Humlebakken, så skal de små ikke krydse vejen længere.

Al installation af ventilation blev færdig, og ventilationen skulle køre, hvis nogen oplever problemer med dem, så kontakt varmemesterkontoret så de kan afhjælpe disse.

Nærbutikken blev udlejet pr 1/7. Den 1. august, åbnede XM3 - rum for samtidskunst
Som er en non-profit udstillingsplatform for den eksperimenterende samtidskunst, i nærbutikken.

Blot til info så har alle mulighed for at låne plæneklipper, sækkevogn, trillebør og lignende, det kan findes i det sidste skur i øverste række mod multibanen.
Trailer: Afdelingen råder over en trailer, som kan lånes gratis af beboerne. Den kan bookes via servicekontoret, hvor også nøglen hentes og afleveres.

Der blev monteret tre nye vejbump på vejen, et i mellemste niveau og to i nederste niveau.

Vores skilte i afdelingen blev opdateret, der kom også et nyt oversigtsskilt over afdelingen, dette skilt bliver med lys.

”Genbrugsen” i kælderen under festsalen, måtte vi desværre lukke ned, da den ofte blev brugt som affaldsplads!

Bestyrelsen opfordrer stadig beboerne til at sortere affald, det gavner i sidste ende os alle og vores miljø.

Det er fortsat FORBUDT at stille affald ved siden af molokkerne. Hvis man ikke overholder dette og kontoret erfarer hvem der stiller affald ved molokkerne, får man en advarsel med besked på selv at bortskaffe det, hvis det ikke sker, bortskaffes effekterne på beboerens regning.

I nederste niveau findes molokker til småt brændbart og haveaffald. Ved miljøstationen beliggende mellem Tambosundvej og Sallingsundvej kan man aflevere miljøfarligt affald, og elektronikaffald. Der er også opsat små beholdere ved nogen af molokkerne til b.la. elektronikaffald.

Større ting: Gå ind på www.aalborgforsyning.dk Log ind med NemID og gå under affaldssortering. Der kan afhentes op til 3 store emner ad gangen op til 4 gange pr. år.
Er man i tvivl så spørg.

Afdelingen har robotklippere som klipper en stor del af vores græsarealer. Driften af dem er koblet til ejendomsfunktionærens arbejdstelefon. Så de får advarsler ved driftstop og lignende.

Himmerland har påbegyndt arbejdet med en udvidelse af Bæredygtighedspolitikken fra 2016, således den også indeholder et konkret afsnit om biodiversitet.

Vi kommer til at arbejde fokuseret med vores større grønne fællesarealer, som kan bidrage med mere vild natur.
Det er vigtigt at understrege, at vild med vilje og biodiversitet er meget andet en vildtblandinger og enggræs. Vi kigger også på frugtbuske, bestemte blomsterarter og meget andet, der kan give mere liv. Vi har først om fremmest fokus på hjemmehørende blomsterarter, som passer til dansk klima.

I forhold til Vild Med Vilje og beboernes haver er det vigtigt at understrege, at man som beboer stadig har vedligeholdelsespligt, og at fokus på mere biodiversitet ikke giver anledning til ændringer i husorden/vedligeholdelsesreglement.
Uklippet græs og manglende vedligehold giver ikke mere biodiversitet – det giver blot en mindre skøn afdeling, hvilket var et stort tema på seneste repræsentantskabsmøde. Her var der stor opbakning til, at haverne i Himmerland fortsat skal holde en høj standard.

Til gengæld er man som beboer mere end velkommen til at lave blomsterbede, afgrænsede områder med et mere vildt tema, havedam eller andet. Kan være en god idé at tage personalet med på råd, hvis man er i tvivl.
Aftalen med Tadaa om fælles el-lånebil er ophørt, men El-ladestanderne ved servicekontoret står her fortsat og kan benyttes af alle.

Landsdelen blev 1. december ramt hårdt af en voldsom snestorm – herfra skal der lyde en kæmpe ros til vores ansatte der næsten kørte i døgndrift og kæmpede mod det voldsomme vejr. I gjorde/gør det kanongodt. Tak til beboerne for jeres tålmod og hjælpsomhed med snemasserne. Det er i sådanne situationer hvor vi står sammen der gør, at man bliver glad for sine medmennesker. Generelt synes jeg Sallingsundvej kendetegner hjælpsomhed – og det er fantastisk at mærke.

For mange har Corona tiden været en meget svær tid. Igen kan jeg kun rose og sige, at vi har nogen fantastiske beboere her i afdelingen med et stort hjerte. Flere har hjulpet hinanden med b.la. Indkøb og lignende. En beboer har ydet en uvurderlig hjælp i vores vaskeri med rengøring flere gange dagligt. Af hjertet tak til alle for hjælp og opbakning i denne svære tid. Håber inderligt at denne beretning er den sidste hvor ordet Corona skal nævnes.

Til slut vil jeg gerne sige Tak til jer beboere for jeres fremmøde i dag og jeres opbakning i dagligdagen. Tak til bestyrelsen for godt samarbejde tak til samtlige medarbejderne her i afdelingen for jeres store indsats og tak til Himmerland for samarbejdet.

Kommentarer til beretningen:
Afdelingens trailer er med 13 polet stik, hvilket gør at det kan være nødvendigt med et omformerstik, Tina gør opmærksom på, at hun har sådan et, så man kan evt. henvende sig til hende, for lån af dette. Der er problemer ved nogle af bumpene med at bilerne kører udenom. Der køres stadig for stærkt i gaderne, vi kan desværre kun henstille til at folk overholder reglerne for kørsel i et opholds- og legeområde. Det er svært for udefra kommende at se de lige numre, da de sidder meget langt inde. Der vil blive kigget nærmere på, hvordan dette evt. kan løses.
Beretningen er godkendt.

6: Forelæggelse og godkendelse af budget for 2023

John Svalgaard fremlagde budgettet, der varsles en huslejestigning på 3,87 %. Faldet i henlæggelser skyldes at vi tidligere har haft store henlæggelser, og det der fremover bliver henlagt nu, er for nuværende nok. Huslejestigning skyldes bla. de store stigninger på offentlige udgifter.
Budgettet blev enstemmigt vedtaget.

7: Indkomne forslag

Se forslag

Der er kommet 3 forslag, som er modtaget rettidigt og derfor skal behandles på mødet.
Forslag 1: Granitskærverne i øverste gade erstattes med græs. Bestyrelsen har drøftet det, og vi har valg denne løsning i samråd med vores gartner og for at nedbringe mandetimerne, derfor støtter vi op om, at det forbliver som det er.
Forslaget frafaldes.
Forslag: Der ønskes ændring af ordlyden i husordenen mht. parkering fra gæster henvises til de store parkeringspladser, ændringen ønskes til SKAL henvises til de store parkeringspladser.
Nuværende ordlyd:
Gæster og firmabiler henvises til de store parkeringspladser.
Fremtidig ordlyd:
Gæster og firmabiler SKAL henvises til de store parkeringspladser.
Der udtrykkes ønske om, at der opsættes skilt, dette kan ikke tages op på dagen, idet det ikke er indkommet som et forslag. Det undersøges af inspektøren, hvad et sådant koster.
Der udtrykkes undren over, at hjemmeplejen ikke må holde på pladserne, når der er mange ledige.
Forslaget sendes til afstemning.
Der er 2 stemmer i mod, der er 12 undlader at stemme, 24 stemmer for.
Forslaget vedtages.
Forslag 3: Ønske om udsendelse af beretningen 8-14 dage før beboermødet.
Formanden kommenterer på det og gør klart at ikke alle skriver det hele ned, men ofte laver den i punktform.
Forslaget sendes til afstemning:
13 stemmer imod, 9 undlader at stemme, 16 stemmer for.
Forslaget er vedtaget.
Heidi lover, at den på dagen afholdt beretning, indsættes i referatet.

8: Valg af 2 medlemmer til afdelingsbestyrelsen

Eva U. Bejlegaard er på valg til bestyrelsen og modtager genvalg.
Hanne D. Hesthaven er på valg til bestyrelsen og modtager genvalg.
Begge kandidater blev genvalgt.

9: Valg af suppleanter

Betina modtager genvalg
Anita modtager genvalg
Begge blev genvalgt.

10: Eventuelt

Hanne kommer med ros, til vores varmemester fra 9220 De Frivillige.
Der spørges ind til forslaget omkring markiser, der er kommet besked fra byggeteknisk afdeling at bygningerne ikke kan holde til det. Der gives udtryk ønske om brug af solsejl i stedet for markisen, det er fra bestyrelsen ikke noget problem, men man skal altid lige sende en ansøgning til Inspektør Morten Larsen, mla@abhim.dk
Der takkes for god ro og orden og der bydes derefter på smørrebrød.

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger
 
Navigation

Administrationsadresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© 2024 abhim.dk
 
 
Vi bruger cookies til at forbedre brugeroplevelsen Vi benytter funktionelle cookies til at få websitet til at fungere optimalt. De anvendes primært til anonym trafikmåling via Google Analytics, for at kunne analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.

OK