De griner alle tre, da de kommer til at tale om "jordbærmøderne". De forklarer, at et sådant møde var et møde i organisationsbestyrelsen, der fandt sted i næstformandens kolonihavehus ved travbanen i det vestlige Aalborg. Den ene historie sætter gang i den anden. Palle kommer i tanke om en gang tilbage i 1980'erne, hvor hans søn legede nede på gaden. Pludselig kom han løbende op og fortalte, at der stod en dame helt uden tøj på i telefonboksen. Hun var - viste det sig - blev lukket ude af sin lejlighed og ringede derfor til politiet.
"Jo, der var gang i den", siger Palle.
Palle understreger, at tingene var meget anderledes før i tiden. Da konen og han som nygifte henvendte sig i det daværende kontor i Otte Ruuds Gade for at få en lejlighed, blev de mødt med spørgsmålet, om de havde børn. Man kunne nemlig kun få en lejlighed, hvis man var forældre. Men det viste sig heldigvis, at Palles far kendte en, der kendte en og der gik blot en måned, så fik parret tilbudt en skøn lejlighed.
Både Bent, Palle og Kai Stig er meget imponerede over det arbejde, Himmerland Boligforening som primus motor er involveret i, når det gælder det østlige Aalborg. De kalder det en både flot og velfungerende bydel i dag. De er enige om, at boligforeningen har været med til at præge byen - og stadig er det.
"Vi kan da være stolte af, at vi har været med", som Palle udtrykker det.
Bent siger, at han stadig synes, at det er fantastisk, at Himmerland Boligforening nu reklamerer på blandt andet bybusserne:
"Sådan var det ikke dengang". Kai Stig siger, at han oplever, at driften af foreningen og de enkelte afdelinger er blevet mere effektiv med årene,
"men serviceniveauet er ikke blevet ringere".
Vi slutter med at spørge de tre herrer, om de har et godt råd til deres boligforening. Og de siger: Vend blikket mod familieboliger - og brug den indflydelse Himmerland Boligforening har i dag på en fornuftig måde.