Det var en helt anden verden, der ikke kunne fungere i dag

Hugo begyndte som afløser i 1976 og kom i den forbindelse rundt i mange afdelinger. Han fik ingen kontrakt, kun en mundtlig aftale, men på den anden side: "Den gang behøvede man ikke skrive en ansøgning", som han siger. Hugo blev fastansat tre år senere, da han selv spurgte chefen om ikke det var på tide - og denne svarede: "Jo da, det har jeg ventet længe på". Siden 2009 har Hugo været i afdelingen på Fyrkildevej.

Hugo, der blev tilknyttet som afløser 14 dage efter, han var færdig som soldat, fortæller, at han i starten fik sin løn udleveret i en brun pose på hovedkontoret. "Som afløser var det dæleme godt nok en ringe løn". Med lønnen fik han en håndskrevet seddel, som gjorde det ud for en lønseddel. Hugo fortæller, at det dengang var svært at finde afløsere - og at han i det nye job selv "måtte finde ud af det hele". Han fortæller også, at i gamle dage var varmemesterens ord lov - det var i det hele taget en helt anden tid. En tid med både gode og mindre gode sider. Hugo synes ikke, det hele var så stressende dengang. Men der var jo selvfølgelig også væsentligt mindre at holde rede på som helhed og i den enkelte afdeling. Hugo har flere gange oplevet, at en bestemt varmemester ikke mødte på arbejde i et par dage og så ringede konen og spurgte: "Har du set ham?!" Men så kom han tilbage og tingene kørte videre, som om intet var hændt.

Gunhild kom til boligforeningen som nyudlært fra et speditionsfirma. Det var i efteråret 1973, hvor kontoret lå i Otte Ruds Gade.

Gunhild havde faktisk fået tilbudt et job på slagteriet i Nørresundby, men til samtalen hos Himmerland kunne hun se, at her ville hun få bedre vilkår. Og så måtte hun pænt ringe til slagteriet: "Det var ikke rart". I modsætning til Pia, fik Gunhild fra første færd en god løn.

Da hun begyndte hos Himmerland, konstaterede hun hurtigt, at hun og Pia stort set var de eneste under 30: "Hold fast, de var gamle, dem der sad derinde". Og hun troede bestemt ikke, at hun ville blive hos boligforeningen særligt længe.

Pia begyndte som piccoline i efteråret 1974 - også i Otte Ruuds Gade. Derefter blev hun elev i driftsafdelingen og har siden "været hele huset rundt", som hun siger.

Pia har haft sit nuværende job siden 2004 - det fik hun i forbindelse med, at Ole Nielsen blev direktør. Da Pia begyndte, var der 11 medarbejdere i administrationen; i dag er der omkring 45. Pia søgte egentligt job hos et entreprenørfirma, hvor man dog ikke lige pt. havde noget til hende. Men den ene af ejerne kendte forretningsføreren hos boligforeningen og lagde et godt ord ind for hende. Kort tid efter ringede telefonen - og så blev Pia piccoline som 17-årig.

Hun boede sammen med sine forældre i Suensonsgade, tæt på den nye arbejdsplads. Planen var egentligt, at hun skulle læse til socialrådgiver, men hun havde det for godt hos Himmerland Boligforening. Den første tid lå Pias løn under mindstelønnen, men det var ikke noget, man sagde til chefen dengang. Hun fik 900 kr. om måneden. Forretningsføreren havde sagt, at "man får jo mellem 800 og 1.000 kr., så lad os sige midt imellem" - og det var så den lønforhandling.

Pia og Gunhild fortæller om de første år på kontoret i Otte Ruuds Gade, at det var som at gå tilbage i tiden. Der var gamle maskiner og gammeldags arbejdsgange. Og så var der mange gamle, sure mænd på kontoret og "alle var meget voksne", griner de to. Gunhild tænkte på et tidspunkt, at hun nok skulle have taget jobbet på slagteriet. Hvis man kom to minutter for sent på arbejde, blev man sendt ind til kontorchefen for at sige undskyld. "Man ku' mærke, hvor ens plads var", siger Gunhild. De griner, da de taler om rekvisitionsbøger, spritduplikatormaskine, kalkérpapir, skrivehoveder og slettelak.

De to kvinder er de eneste fra administrationen, der er tilbage fra tiden i Otte Ruuds Gade. De ler, da de fortæller, at hvis beboere kom ind på kontoret og 'råbte ad pigerne', så skubbede deres chef dem ud af kontoret og låste døren: "Han kom farende ud og skubbede dem ud på trappen."

"alle var meget voksne"

Casper begyndte som gårdmand i 1979 - med en baggrund som mekaniker. Han fortæller, at det hele startede med, at hans nabo på Sallingsundvej så, at Casper tog på arbejde hver dag. Det var et kvalitetsstempel dengang. Naboen var varmemester i afdelingen på Hvalpsundvej. "Han blev ved med at spørge, om jeg ikke ville arbejde hos Himmerland". Til sidst sagde Casper ja. Han og konen havde lige fået en søn, så det var praktisk at arbejde tæt på hjemmet. Casper fortæller, at han nok fik en bestemt afdeling, men ingen retningslinjer. Det var bare om at komme i gang og der blev en nybygget blok klar cirka hver måned i en periode. "Den var godt nok ringe", siger Casper om lønnen, for han gik 7-8 kr. ned i løn pr. time i forhold til det foregående job.

Casper har tæt kontakt med mange af beboere. Det er dog ikke helt som i gamle dage, hvor mange ikke havde andre at tale med end ham. Casper kan godt lide kontakten til beboerne og selvom boligforeningen i dag er en moderne virksomhed, er der dog stadig behov for at drikke en kop kaffe med en beboer ind imellem. Og Casper fortæller, at der da tit og ofte står beboere og venter på ham på p-pladsen om morgenen - på trods af, at der i dag er et servicekontor.

Hugo og Casper er enige om, at man i gamle dage havde tættere kontakt til .beboerne. Hugo købte eksempelvis Ekstra Bladet hver dag til en ældre dame i afdelingen. Han var den eneste, hun reelt set havde kontakt med. Og den dag hun ikke åbnede døren, vidste han, "at den var gal". Hun var ganske rigtigt død, siden han havde besøgt hende dagen før.

"Der var flere typer i gamle dage", siger Casper, og Hugo er helt enig. Det gælder både i forhold til kollegerne og beboerne. "Vi kendte hinanden bedre dengang", siger Hugo. Og Casper tilføjer: "Det var en helt anden verden. En verden, der ikke kunne fungere i dag."

"Det var en helt anden verden.
En verden, der ikke kunne fungere i dag."

De to herrer fortæller om forvandlingen af det østlige Aalborg. Hugo har ikke oplevet problemer i sin afdeling med hverken graffiti eller smadrede vinduer. Forsikringspræmien stiger heller ikke længere automatisk, når man flytter dertil, fortæller de. Casper kan til gengæld berette om de mange indbrud, de var plaget af tidligere. Én måned var der 11 indbrud i afdelingen: "Alle steder havde de taget et fjernsyn. De havde dog ikke taget fjernbetjeningerne". Efter renoveringen af Kildeparken har der ikke været ét eneste indbrud. Casper fortæller også om en periode med mange ødelagte pengeautomater på vaskerierne: "Vi kunne ikke nå at få dem helt klar, før de var brudt op igen."

Det var også dengang, siger Casper, at taxachauffører ville se kundens penge inden en tur til 9220. Og at de i hans første år skulle hente lægevagten på p-pladsen. I dag er området blevet et rigtigt fint sted. Der er virkelig sket noget, er de alle fire enige om.

Casper og Hugo griner, når de taler om, hvor dårligt ferieafløserne blev betalt i 1970'erne. Det betød meget i forhold til kvaliteten af ansøgere. "Vi kunne ikke stille de helt store krav. Bare de mødte om morgenen og ikke drak, så kunne vi bruge dem". Casper husker, hvordan de ringede rundt 'til Gud og hver mand' i et forsøg på at skaffe afløsere.

Alle fire er enige om, at mange ting var nemmere i gamle dage. Organisationen var mindre og ting blev hurtigt afgjort, uden at det skulle skrives ned. Pia siger: "Det var dengang, et ord var et ord". I dag er boligforeningen en fremsynet organisationen - men dagligdagene er heldigvis stadig uforudsigelige, for sådan er mennesker jo.

Gunhild, Pia, Casper og Hugo er alle glade for på forskellig vis at arbejde med mennesker, og fortæller, hvordan de kommer tæt på mange beboere - især de ældre. Selvfølgelig opstår der konflikter mellem beboere nu og da, men en kop kaffe løser mange ting; akkurat som i gamle dage. Nogle ting ændrer sig ikke sådan lige.

Når man er begyndt i virksomheden i henholdsvis 1973, 1974, 1976 og 1979, er det nok ikke så underligt, at historier fra for fire årtier siden fylder meget. Men det er jo så også det, vi har bedt dem om at tænke tilbage på i anledning af boligforeningens 75 års jubilæum. Og som de nu sidder her og fordyber sig i fælles erindringer om fortiden, er Gunhild, Pia, Casper og Hugo enige om, at det er lidt ærgerligt, at deres kolleger ikke altid gider tale om de gode gamle dage. Selvom mange af dem har været hos Himmerland Boligforening så tilpas længe, at de egentlig godt kunne.

Det var en helt anden verden, der ikke kunne fungere i dag

Bliv medlem her
- og få fordelene fra i dag

Bliv medlem her

Bliv medlem
- og få fordelene fra i dag

Det var en helt anden verden, der ikke kunne fungere i dag

Bliv medlem her- og få fordelene fra i dag

Bliv medlem her

Bliv medlem - og få fordelene fra i dag

Bliv medlem her
- og få fordelene fra i dag

Bliv medlem
- og få fordelene fra i dag