Sundhedshus midt i Aalborgs Chicago

Ifølge Fagbladet Boligen (9/2012) var det en lidt kæk bemærkning fra direktør Ole Nielsen, der førte til, at Aalborg fik et sundheds- og kvartershus i den østlige del af byen. I en artikel om byggeriet kan man blandt andet læse:

"Hvad gør man med et boligområde på størrelse med en middelstor provinsby - et område med et belastet ry og høj kriminalitet - og som ingen læger vil have praksis i? "Vi bygger et hus til lægerne! Det var i hvert fald mit spontane svar. Men jeg var nok ikke helt klar over, hvad det ville indebære, dengang jeg sagde det." Direktør Ole Nielsen fra Himmerland Boligforening smiler skævt, når han - stående på parkeringspladsen på hjørnet af Fyrkildevej og Humlebakken foran det nyopførte Sundheds- og kvartershus i Aalborg Øst - tænker fire år tilbage på den gang, de første planer tog form. Hvordan kunne man for alvor løfte den mest belastede del af den nordjyske by? 

Og artiklen fortsætter:

"Dét, der startede som en kæk direktør-bemærkning, er nu efter fire års hårdt arbejde blevet til et usædvanligt smukt byggeri på en adresse, som i Aalborg ellers er mest kendt for lav social status og blå blink. Og mens Ole Nielsen taler om ideerne med det 120 millioner dyre byggeri, ses en ung mor i en nydelig, ny familie-Audi parkere for at smutte ind på det nye apotek, som er en af mange nyskabelser i bygningen på Fyrkildevej. "Det har netop været en hovedide med Sundheds- og kvartershuset: At skabe liv og trafik af alle mulige slags mennesker. Både folk fra boligområdet, men også fra Aalborg centrum og fra de omkringliggende parcelhusarealer," fortæller Ole Nielsen."

Sammenligningen med Chicago kommer sig af en bemærkning fra Ole Nielsen under interviewet: " "Vi står jo i Aalborgs Chicago, og vi ligger nummer ét blandt boblerne - lige uden for den officielle ghetto-liste."

Det får så journalisten til at spørge, hvorfor man vælger at lægge et hus til 120 millioner midt i området. Ole Nielsen svarer:

"Det er meget enkelt. Folk herude er så vant til, at man maler et skur lilla og kalder det en boligsocial indsats. Det gider de ikke mere. Så snart bygningen begyndte at tage form, har der ikke været knaldet en rude eller slået en streg noget steds. Alle kan godt se, at det her er noget særligt, og folk har taget det til sig og har tilsyneladende passet godt på det ny hus. Entreprenøren var også skeptisk i starten, men det endte altså med at være den af deres byggepladser, hvor der var suverænt mindst hærværk og tyverier."