Da Himmerland Boligforening i marts 1994 rundede det halve århundrede, skrev Fagbladet Boligen:
"Nordjyllands største boligforening og den næststørste i hele Jylland med 4800 boliger, Andelsboligforeningen Himmerland, fylder den 29. marts 50 år.
Himmerlands historie afspejler Aalborgs udvikling ud over den gamle kommunegrænse. I starten opførtes etageboliger, men udviklingen medførte, at det tæt/lave vandt kraftigt indpas, og i 70'erne blev foreningens største afdeling, Kildeparken i Nørre Tranders, opført som et lavt byggeri. Himmerland administrerede i en snes år også andre af Aalborgs boligmeninger, men siden 1980 har man formaliseret dette samarbejde i I/S Boligkontoret.
Himmerlands nuværende formand er Niels Møller Sørensen, mens forretningsfører Bent Flyvholm leder Boligkontoret. De vil tage imod, når der i restaurant Papegøjehaven i Aalborghallen holdes reception på jubilæumsdagen fra kl. 11 til 14. Ud over receptionen markerer foreningen sit jubilæum med et festskrift, der sendes til samtlige beboere, som desuden har fået hver et kronebeløb til at holde en lokal jubilæumsfest i deres afdelinger."