Et kort - men koldt - arrangement markerede i morges igangsætningen at boligforeningen Himmerlands anden etape af det store boligkompleks ved amtsgården og AUC i Aalborg Øst. Boligforeningsformand, John Hansen, tog det første spadestik og udtrykte samtidig håbet om, at byggeriet bliver et godt sted at være for de kommende beboere.
Boligforeningen har netop afsluttet byggeri af 137 boliger, der fortrinsvis er haveboliger, og denne anden etape omfatter 109 boliger i etagebyggeri og fordelt med 19 særlige ungdomsboliger. Byggeriet er på i alt 6406 kvadratmeter og vil koste 32.560.523 kr.
Aalborg Stiftstidende, 20. oktober 1981