I årets tredje udgivelse i 1984 skrev Fagbladet Boligen om Himmerland Boligforening under overskriften "Himmerland er ved at gøre Aalborg Universitetscenter til en by".
I brødteksten til artiklen undrede journalisten sig over, at vi havde tid til at fejre 40 års jubilæum, for "Himmerland er i gang med meget nybyggeri, men de laver også byfornyelse, og de bygger ungdomsboliger samtidig med, at de mange gamle afdelinger er blevet isoleret og moderniseret."
Her er, hvad formand John Hansen og forretningsfører Bendt Flyvholm var citeret for med hensyn til etableringen af afdelinger omkring det dengang dugfriske universitet:
"Universitetscentret i Roskilde ligger alene på en bar mark, men det interessante ved Aalborg Universitetscenter er, at der i et samarbejde mellem Aalborg kommune, AUC og Himmerland er ved at blive skabt en helt ny by, eller bydel, hvor boliger og servicefunktioner er integreret i den samlede bebyggelse. Vor afdeling 40 med 140 boliger som tæt/lavt byggeri med rækkehuse og enfamiliehuse har været færdige i 2 år - og alt blev udlejet inden det nogensinde var bygget færdigt.
Byggeriet ligger i periferien af AUC og det er tegnet af arkitekt Stockholms tegnestue og opført med Himmerland som bygherre. Afdeling 41 blev færdig i 1983, og byggeriet, der er tegnet af AUC's arkitekter Dall og Lindhardtsen, består af 105 boliger i 8 stk. 2 etagers boligblokke.
Husene ligger i centrum af AUC som nabo til AUC's fællesbygning. Det er et meget karakteristisk byggeri, der kun vil begå sig i denne sammenhæng. I afdeling 41 er der overvejende lejet ud til unge med tilknytning til AUC. Også dette byggeri blev udlejet inden byggeriet var færdigt."
Som andre boligforeninger havde også vi dengang udfordringer med store uudlejede boliger. Om det sagde formanden og forretningsføreren:
"Men vi har for kort tid siden fået tilladelse til at ændre 10 stk. 4-rumsboliger i Kildeparken til 30-35 ungdomsboliger. Så vi kan fastslå, at lige som vi har succes i det nye byggeri, har vi altså også problemer med store lejligheder i en enkelt af de lidt ældre afdelinger. Vort byggeri i Svenstrup Syd, hvor vi bygger rækkehuse og enfamiliehuse fra egen tegnestue, understreger, hvad det er Himmerland står for i dag.
Et fantastisk miljø, der nu skabes i et gammelt bysamfund, et miljø hvor unge og gamle trives i fællesskab på grund af bebyggelsesplanen og hustyperne. En havebebyggelse der ligger 10 km fra Aalborg centrum. I første afsnit udlejede vi 141 boliger, i afsnit II er vi ved at udleje 180 boliger. Afsnit III er under projektering, efter ønske fra Aalborg kommune. Her kommer også et centerbyggeri sammen med 114 nye boliger som tæt/lavt byggeri og ungdomsboliger i etagebyggeri.
I Nr. Tranders, beliggende ca. 1 ½ km fra AUC, arbejder vi med et byggeprogram med ca. 1.200 boliger fordelt på 6 enheder. Her er der tale om et projekt der har løbet siden 1967 - hvor Himmerland erhvervede jorden fra tre gårde på det rigtige tidspunkt og til den rigtige pris. Alle disse nybyggerier foregår samtidig med, at vor ældste afdeling er 39 år gammel - derfor vil vi ved jubilæet standse op og se på resultatet: 4.000 boliger som Andelsboligforeningen Himmerland er glade for lægge navn til."