Jamen, der er jo hundrede års ventetid

I dag kan jeg godt se, at nogen gange skal man altså tænke sig om to gange, inden man gør noget, men større have var intensionen, så det var bare om at klø på. Den største udfordring var, at haven skrånede vildt ned mod stien til den anden blok, men fra en flink ejendomsfunktionær hørte jeg, at der lå en kæmpe dynge jord oppe bag ved vaskehuset, og den var jeg velkommen til at tage af.

Da vi havde boet der i nogle år, flyttede en af vores gode venner på Filstedvej, Ja ok, det var da lidt tættere på Aalborg, men hvad kunne man bruge det til? Vi var jo glade for vores have og området, så det blev der egentlig ikke spekuleret mere over. Men, men, men - så en dag kom fruen og fortalte, at nu havde hun set lejligheden på Filstedvej, og den skulle jeg bare se. Som den høflige mand, man nu er, fulgte jeg pænt med og kiggede på lejligheden. Ok, den var da slet ikke tosset og beliggenheden var da heller ikke den værste, men sådan er der jo så mange skønne steder på vor jord.

Dagen oprandt, hvor vi skulle flytte ind, og det foregik, som den slags nu gør. Da vi havde sidste læs, der skulle i kælderen, passerede jeg en flok mennesker, der sad og hyggede sig. De spurgte selvfølgelig, om vi var de nye beboere og to minutter efter sad vi bænket med dem og fik serveret kaffe og hjemmebag - samt selvfølgelig en del spørgsmål. Dette var jo langt fra den beskrivelse, vi havde fået af beboerne, og en dejlig positiv oplevelse, som var med til at gøre indflytningen meget nemmere. Og som også gjorde, at man følte sig tilpas med det samme. Vi var så heldige, at der var beboerfest kort tid efter, og det gør det jo immervæk meget nemmere at snakke med folk - og jo, der blev snakket til den store guldmedalje.

Da vi flyttede ind, var den eneste mulighed for at sidde ude området lige uden for døren. Der var anlagt to bede på cirka én kvadratmeter, hvor man kunne have nogle blomster og andet. Vi blev rimelig hurtigt enige om at fjerne disse bede, da vi hellere ville have fliser, så vi kunne sidde der og nyde vores kaffe og se på livet, der gik forbi.

Det var en kedelig tid for Filstedvej, for rigtig mange gode naboer flyttede, og der kom nogle ind alene på grund af renovering i deres afdeling, så det blev jo aldrig helt det samme forhold, som vi havde før. Min familie var så heldig at blive genhuset i en anden blok i afdelingen, så vi skulle heldigvis ikke så langt væk, og så stadig de få naboer, der ikke var blevet skræmt væk af rygterne.

Da renoveringen var færdig og vi kunne flytte tilbage, havde vi pludselig fået en terrasse på bagsiden af blokken og vores altan var gjort lidt dybere. Dette kunne man jo ikke klage over, men det skulle alligevel få konsekvenser for livet på Filstedvej. Som ved et trylleslag forsvandt størsteparten af det sociale liv. Det skyldtes, at folk kom hjem og skyndte sig ind og lukkede deres dør og satte sig ned på deres nye terrasse. Her skulle man så tro, at sammenholdet bare ville blive flyttet om på den anden side af blokken, men desværre er det blevet helt modsat. Alle de nye naboer, vi har fået, har desværre ikke det der fællesgen for at sætte sig og drikke en kop kaffe med naboen. Det var faktisk også meget svært bare at få folk til at hilse. Jeg mener, hvad er det dog for en verden, hvor man ikke kan hilse på sin nabo?

Jeg er en af de heldige, der har min nabo til begge sider endnu efter 20 år på Filstedvej. Det giver da en vis form for beroligelse, at der er nogen, der stadig gerne vil snakke over en øl eller en kop kaffe. Det er en lidt trist udvikling, hele vores verden er kommet i: Alle er sig selv nærmest, og børn skal ikke ses og ikke høres, og alle vil bare gerne gemme sig bag deres nye læskærme, så de undgår kontakten med andre mennesker.

Da vores renovering var færdig, var vi ikke længere sammen med Liselund, men en separat afdeling. Denne afdeling skulle jo så selvfølgelig også have en bestyrelse, og da jeg er typen, der gerne vil være social, syntes jeg, at det var det rigtige sted for mig. Jeg har nu siddet i bestyrelsen i fire år. Jeg arbejder stadig på at samle folk bare en lille smule, men det er op ad bakke nogle gange. Vi prøver at holde ting for beboerne, men den ene gang er der fuldt hus, hvorefter der så næste gang ikke kommer et øje. Jeg ved ikke, hvad man kan gøre, men folk omkring mig siger, at sådan er verden skruet sammen i dag. Selvom det er sørgeligt, må vi jo acceptere, at det er sådan. Jeg kan kun opfordre folk til, at de lige tager sig tid til at sige hej til naboen. Hvem ved - det kunne måske være starten på et meget langt venskab.