Klubben havde hjemme på Fyrkildevej, hvor den holdt til i et ganske lille kælderrum, og når medlemmerne mødtes her, var hundene med, så de ikke generede naboerne. Nogle gange var der helt op til 30 mennesker i kælderen - og så hundene.
Hanne og Søren blev med tiden trænere i hundeklubben. Træningen foregik på en plads mellem blokkene og efter træning mødtes alle i klublokalet i kælderen til hygge og snak. Og i ny og næ også en god klubfest - heldigvis i større lokaler. Hanne fortæller: "En af grundtankerne var, at nu boede vi i en afdeling, hvor vi måtte have hund, så skulle de også opføre sig ordentligt - og vi skulle tænke på de beboere, der ikke havde hund, men alligevel stemte for, at vi gerne måtte have det. De skulle jo helst ikke fortryde, at de havde stemt ja". Det var vigtigt for medlemmerne, at de var ordentlige og ansvarlige hundeejere.